Søen & Skoven

Thorsø
Thorsø er knap 3 kilometer lang. Den er 69 ha stor og op til 7,9 meter dyb. Den ligger i en øst-vest vendt tunnel- og smeltevands-dal fra istiden. Det meste af vandet i Thorsø kommer fra engområdet Jenskær (helt mod vest), hvor en opstemning af bækken danner yderligere en lille sø, men også fra flere kilder specielt i de stejle dalsider af Thorsø Bakker – men jo også Thorskilde 😊.
Historien om en borg i Thorsø ved Virklund knytter sig til det gamle stednavn Wircklongh, som fra omkring år 1270 var det oprindelige navn på søen. Wirchlongh kan oversættes til "Borgen i den lange sø". At der skulle ha' været en middelalderborg på pæle i Thorsø blev bekræftet da amatørdykkere i midten af 1990'erne fandt store egestolper (30x30 cm) samt lerkar og jydepotter på bundet af Thorsø nær Thorsøbadet.
Navnet Thorsø menes i øvrigt at hidrøre fra det gamle ord toe (at vaske), altså "vaskesøen". Thorsø har mange bugter og halvøer, og i den brede østlige del er der to øer, Langø og Højø. Højø ligger næsten lige ud for Baronessens Hus.

Vesterskov
Baronessens Hus ligger i kanten af Vesterskov.
Frederik 7s høj er kun en lille gåtur fra
Baronessens Hus. Med sine 123 meter er Frederik 7s høj ikke blot Vesterskovs
højeste – men også Silkeborgs højeste punkt.
Frederik den 7. og hans borgerlige kone Louise Rasmussen (Grevinde Danner) var tit i Silkeborg – og ikke så få høje, stier og bænke er navngivet efter dem.
Vores ældste ege-træer lige ved siden af Baronessens Hus var der også for 100 år siden, og en stor del af de træer der vokser i Vesterskov, har vi også på grunden. Vesterskov er på 684 ha og er den del af Silkeborg Skovene, der ligger mellem Almindsø, Horsensvej, Thorsø, Ørnsø og Funderholme.
I skoven på sydsiden af Thorsø (Thorsø Bakker) findes Duedalsbjerget der i gamle dage har afviklet Danmarksmesterskaber i både styrtløb og skihop (hvor de længste hoppede ca. 20m). Skihop banen kan stadig fornemmes.
Midt i Vesterskov ligger den gamle bøgeskov 'Knagerne', som er på 5 ha og som blev plantet i 1773 – og disse træer er således 250 år gamle.
Stort set alle skovens dyr bliver af og til observeret fra vinduerne i Baronessens Hus, hvor vi også har vores næsten tamme gruppe af egern der besøger os hver formiddag.